Samtlige ungdomshold i kamp
- Detaljer
- Senest opdateret: Mandag, 12 december 2011 10:06
- Skrevet af Webmaster
Der var i den forløbne weekend kampe for samtlige B.K. Trekanten K.I.F.'s 5 ungdomshold.
Trekanten 1, der spiller i Eliteserien, havde søndag fordel af hjemmebane i Kolding Bowlinghal til den 4. runde i turneringen. Holdet bestod denne gang af Jonas Valentin, Kenneth Andresen, Nichlas Christensen og Stefan Møller, der spillede en meget flot runde med et holdsnit på hele 212 kegler, hvilket gav flotte 13 point af 14 mulige og yderligere afstand til forfølgerne til 1. pladsen i rækken. Også Trekanten 2, der spiller i Jylland-Fyn Serien, spillede 4. runde, som spilledes i Svendborg. For holdet spillede Frederik Holst, Nicolai Hansen, Mathias Henriksen og Christian Ravn, som leverede flot spil, som gav 13 point af 14 mulige. Dette resultat gav avancement til 1. pladsen i rækken. Det skal nævnes som en lille pudsighed, at de to hold begge hjemtog 13 point. Et ulige antal point kan kun opnås ved at spille mindst en kamp uafgjort, og da Trekanten 2 også vandt en kamp med blot to kegler, har det været spændende at være spiller / holdleder.
Såvel Trekanten 3 som Trekanten 4 spiller i Region 4's pulje 1, og her spilledes deres 5. runde i Bowl'n'Fun, Haderslev. For Trekanten 3 spillede Marcus Christensen, Tim Stampe og Kasper Jørgensen, mens Trekanten 4 bestod af Mathias Reeckmann, Sebastian Reeckmann og Katrine Gregersen. Begge holdene hjemtog 6 af 10 mulige point, og Trekanten 3 ligger nu nummer 2 og Trekanten 4 nummer 3 i rækken.
Det var et sygdomsramt Trekanten 5, der spiller i Region 4's pulje 2, der tog til Søgaarden i Brørup for at spille deres 5. runde i puljen. Et sygeafbud fra morgenstunden gjorde, at der måtte trækkes en spiller fra 4.-holdet, så de spillede uden udskiftningspiller. Og under kampen måtte en spiller udgå, da han blev dårlig. Holdet bestod af Anders Hansen, Mathias Ankerdal og Nikolaj Jespersen, som desværre ikke fik nogen point ud af anstrengelserne, men stadig er med fremme i turneringen på en 3.-plads.




